Sacred Nature

Sacred Nature: How We Can Recover Our Bond With The Natural World er skrevet af Karen Armstrong og udgivet i 2023 af Vintage (første udgave 2022, The Bodley Head).

Sacred Nature er kort og letlæst. Armstrong skriver ikke til en indviet læser, men til os alle. Jeg går selv til bogen som ‘nysgerrig og interesseret’, men har kun overfladeviden om gamle visdomstraditioner og natursyn. Selvom nogle tanker og tænkere derfor for mig er fremmede, er det ikke svært at forstå, hvad Armstrong vil med bogen og med os, der læser med.

Hun vil have os til at indse, at det kræver et opgør med vores moderne, vestlige verdenssyn og vores arrogante forhold til naturen at afværge kollaps af vitale økosystemer. Hun opfordrer os til at genopdage og genindtage et respektfuldt forhold til alt det, vi er forbundet med.

Hun lægger ikke afstand til rationalitet, videnskab og logos, men argumenterer for, at vi forsømmer noget væsentligt. Vi adskiller os fra resten af naturen, og udnytter alt omkring os med uholdbart kortsyn. Vi ser os som oplyste og hævet over religiøse og spirituelle traditioner, filosofisk visdom og verdensbilleder, der betragter naturen som hellig, besjælet og værdifuld i sig selv. Guddommelig, om man vil.

Armstrong viser os gamle ritualer, myter og poesi, der fremstår som modpoler til kynisk antropocentrisme. Og bogen er praktisk i den forstand, at den med konkrete anvisninger inspirerer til meditation, mådehold, ydmyghed, tålmodighed, selvopofrelse, taknemmelighed og nærvær i naturen. Den stiller store spørgsmål og inviterer til forandring og eksistentiel fordybelse.

Der står mange spændende bøger på min læseliste, men det er sikkert, at jeg skal læse Sacred Nature igen. Jeg forstår, men vil gerne forstå bedre. Jeg kan ikke helt slippe den endnu.

Næste
Næste

Vi er sammen om at mærke det